Forståelse for Bemjamin

af Diam

Hvad går der igennem en piges hoved, når hun finder ud af at kæresten er infantilist? Hvordan reagerer hun og hvilke tanker gør hun sig? Det kan historien her fortælle dig noget om.

BIIIP… Jeg griber mobiltelefonen og trykker på ’Åbn’. Jeg smiler glad, da jeg at det er en besked fra Benjamin. ”Hej Babe. Er du ikke sød at komme direkte hjem til mig bagefter? Jeg vil gerne tale med dig om noget. Bob”

En kuldegysning risler ned igennem min krop; er det ikke altid noget i den retning folk siger, når de skal til at slå op? Jeg ryster på hovedet. Nej, Benjamin og jeg er meget glade for hinanden og vi er lige så nyforelskede som da vi begyndte at komme sammen, for over et halvt år siden.

”Selvfølgelig vil han ikke slå op med dig, tænk dig nu om”, forsikrer jeg mig selv, mens jeg sender en besked tilbage, hvor jeg skriver, at det skal jeg nok.

Resten af dagen går jeg rundt med en urolig fornemmelse i maven og falder ofte hen i bekymrede tanker. Sanne spørger mig hvad der er galt og påstår at jeg ligner en død regnorm, men jeg ryster på hovedet, og siger at der ikke er noget galt, bortset fra at jeg kom alt for sent i seng i går. Jeg lyder åbenbart overbevisende, for hun aer mig på armen og siger, at det kender hun godt, før hun går ned i kantinen og spiser frokost.

Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg ikke fortalte hende hvad der er galt, hun er jo min bedste veninde, min bofælle og min storesøster, men én ting er sikkert, der ER noget galt!

Det er ikke bare Benjamins besked, men også den måde han har opført sig på, her på det sidste. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad der har været anderledes, men han har til tider været helt opslugt af egne tanker og så, lige pludselig, har han haft et stort behov for fysisk kontakt.

Jeg kan godt høre at det lyder lidt åndssvagt, lidt som om jeg ser ting der ikke er der og lidt som om jeg overreagerer. Vi har trods alt ikke kendt hinanden overdrevent længe, og det vil da være helt naturligt, hvis der er nogle sider af ham jeg endnu ikke har set… Knuden i min mave løser sig nu ikke op af den grund og hele vejen hjem til ham er jeg stærkt opmærksom på mine hænders sitren og på mit hoved, der føles som er det ved at eksplodere af tanker. Mine ben fører mig per automatik den rigtige vej, uden jeg egentlig er bevidst om fortorvets drejninger.

Pludselig står jeg foran hans hoveddør. Normalt ringer jeg aldrig på dørklokken, for hoveddøren er i stykker, og man kan bare gå ind. I dag finder jeg mig selv stirrende på  knappen ud for hans navneskilt, mens jeg debatterer med mig selv, om hvorvidt jeg skal trykke på den eller ej. Til sidst tager jeg resolut fat i dørhåndtaget og skubber døren op. Det er jo det jeg plejer at gøre, og dette er jo en helt almindelig dag, ikke? Oppe på afsatsen foran hans dør trækker jeg vejret dybt en enkelt gang, før jeg ringer på.

”Jeg kommer”, lyder Benjamins stemme inde fra lejligheden, og jeg kan høre ham småløbe ud til døren. ”Hej Babe”, siger han begejstret, idet han åbner døren. Han giver mig et stort knus, der næsten tager pusten fra mig, ”det er vel nok dejligt at se dig!”

”I lige måde, Bob”, siger jeg, og undrer mig, for Gud ved hvilken gang, over hvordan ’Bob’ blev hans foretrukne kælenavn. Han løfter mig ind i lejligheden, smækker døren og planter et kys på mine læber, i én og samme bevægelse. Jeg holder godt fast i ham, bange for nogensinde at slippe ham igen, og sådan står vi og holder om hinanden en stund, indtil han trækker sig lidt tilbage. Han beder mig tage overtøjet af, mens han selv forsvinder ud i køkkenet. Jeg tager sko og jakke af, alt imens jeg ser mig omkring i den hyggelige, lille entre, og tænker på om dette mon bliver den sidste gang jeg ser den. Rynker dannes i min pande. Men han virkede nu glad for at se mig… Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke og tager mig til hovedet, som for at forhindre den begyndende hovedpine.

”Hvor bliver du af, Babe?” kalder Benjamin fra stuen

Jeg går ind til ham og kan ikke lade være med at udbryde et mistroisk ”hvad er det?”

Han ser overrasket på mig og griner lidt. Jeg kan ikke ignorere den nervøse klang i hans latter.

”Jeg ved jo hvor meget du holder af at hygge når vejret udenfor er kedeligt, så jeg har lavet te og købt noget kage. Jeg vil bare gerne hygge om dig… Hvis det er okay?”

Et smil tvinges frem på mine læber og jeg sætter mig ved siden af ham i sofaen.

”Selvfølgelig er det okay. Tak.”

”Det er okay”, siger han og hælder teen op.

Vi sidder en tid i tavshed, indtil vi så småt begynder at tale om hvad vi hver især har foretaget os i løbet af dagen. Jeg tror aldrig vi har opført os så akavet og kejtet i hinandens selskab før, og der går ikke længe før vi atter sidder tavse.

Jeg ser dybt ned i min kop, da jeg hører ham tage tilløb, stoppe og så udtale sætningen: ”Hvad er der galt?”

Jeg ser overrasket på ham, ”ja, det må du vist fortælle mig!”

Nu er det hans tur til at kigge ned i koppen. Han siger ikke noget. Med et tager jeg modet til mig:

”Hvis du har tænkt dig at slå op med mig, kan du så ikke bare sige det?”

”Hvad?!”, han ser ud som om han er ved at skvatte ned på gulvet.

”Jeg kan ikke holde det ud! Der er noget helt anderledes ved dig, og jeg ved ikke hvad det er, men jeg…” jeg hiver efter vejret og slutter, ”hvad er det?”

Han tørrer en dråbe sved af panden og slikker sig over læberne, mens jeg utålmodigt venter; både bange for hvad han vil sige og bange for ikke at høre det.

”Jeg vil ikke slå op med dig”, siger han og ser meget alvorligt på mig, ”men der er noget jeg er nødt til at tale med dig om.”

Indvendig ånder jeg lettet op, men jeg er stadig bekymret for hvad det er han vil.

”Ser du… Det er ikke så let at sige, men jeg føler at jeg må dele det med dig, for du er den vigtigste person i mit liv, og jeg holder enormt meget af dig…” han går i stå og jeg nikker, opfordrer ham til at fortsætte.

”Jeg… Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det…”

”Bare sig det som det er”, mumler jeg

”Jeg… Puha… Okay, her kommer det… Jeg kan godt lide at gå med ble.”

Jeg stirrer på ham og undrer mig over hvornår pointen går op for mig. Men selv om min hjerne arbejder på højtryk, sker der ingenting, og Benjamin kigger bare afventende på mig.

”Hvad?” er det eneste jeg kan sige.

”Jeg kan godt lide at gå med ble”, gentager han, og jeg er nær ved at fortælle ham, at jeg også hørte det første gang han sagde det. ”Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men jeg er ikke den eneste, og det ændrer ikke på min kærlighed til dig, ikke det mindste.”

Jeg sidder stadig bare og stirrer på ham; bliver mere og mere opmærksom på min underkæbe, der hænger et stykke fra overkæben, indtil jeg lukker munden sammen så hårdt, at mine tænder smælder imod hinanden.

”Jeg håber ikke at du går fra mig Julie”, han griber min hånd, ”jeg kan ikke bære at miste dig.” Hans blik trygler mig om at sige noget, men jeg kan ikke få et ord over mine læber.

”Jeg vil gerne svare på alle dine spørgsmål…” han fortsætter, men jeg hører ikke rigtig efter længere. Min hjerne slår små kolbøtter, men hjælper mig ikke det mindste til at opfatte hvad det er der foregår. Jeg er nu overbevist om, at det ikke er en joke, men hvad det så er der sker… Jeg aner det ikke. Jeg kan mærke at Benjamin klemmer min hånd og hører så svagt at han siger:

”Jeg forstår godt hvis du vil have noget tid til at tænke over det, men vær sød at sige et eller andet.”

”Øhh…”, mumler jeg, ”jeg var sikker på at du ville slå op.”

Jeg tror han ryster på hovedet og snakker videre, men min hjerne befinder sig i en døs. Jeg drikker resten af min te i en enkelt tår og mærker den skoldhede væske brænde sig hele vejen ned igennem min hals. Det hjælper en anelse, og da jeg også ryster på hovedet er min hjerne ved at klare op.

”…ikke turdet sige det før nu. Der er ikke andre der ved noget om det, og jeg håber ikke at du siger det til nogen.”

”Nej, okay. Det kan jeg godt forstå”, pludselig arbejder mine tanker på fuld drøn, ”sig mig”, siger jeg i det mest neutrale tonefald jeg kan oparbejde, ”kan du så godt lide at se på børneporno?”

”Du gode Gud, nej!” Siger han bestyrtet, ”det er overhovedet ikke sådan noget, Babe. Overhovet ikke! Nej, jeg kan bare godt lide… Selv at have en ble på.”

Jeg nikker, min mund er fuldstændig udtørret og jeg tror ikke jeg er istand til at sige et enkelt ord. Det lykkes mig alligevel:

”Og hvad så?” Ikke jordens mest intelligente spørgsmål, men det eneste jeg kunne finde på.

”Ja øhh…”, han ser forvirret på mig, ”så… jeg ville bare gerne fortælle dig det, for det er en stor del af mig, som du ikke kendte til før,” han tøver, ”men det gør du nu. Selvfølgelig ikke det hele, men jeg vil meget gerne dele det alt sammen med dig.”

”Skal jeg så også have ble på?” jeg nærmest spytter ordene ud.

”Nej, selvfølgelig ikke, ”siger Benjamin og aer min hånd, ”jeg forventer ikke at du skal føle som jeg, men jeg vil gerne have at du kender til hele mig og det inkluderer altså også bleer.”

Hele min verden ser ud til at gynge foran øjnene på mig, så jeg er nødt til at lukke dem.

”Hov Babe, lad være med at besvime”, uden at jeg har opdaget det, har han taget godt fat om min ryg og trækker mig ind til sig.

Jeg slår øjnene op, ”jeg har det fint.”

Han ser tvivlende på mig, men lader mig fjerne hans hænder. Jeg rejser mig, men sætter mig så igen. Ved ikke hvor jeg skal gøre af hverken mine hænder eller mig selv. Jeg ser på benjamin.

”Hvad kommer dette her til at betyde for os?”

”Ikke ret meget”, siger han, ”hvis du ikke vil høre mere om det, så bliver du fri. Du skal ikke at tage del i noget du ikke har lyst til. Det er helt og aldeles dig, der bestemmer.”

Jeg ser på ham, mens jeg bider mig i underlæben.

”Måske skulle jeg tage hjem”, siger jeg, mest fordi jeg ikke ved hvad ellers jeg skal sige.

Benjamin ser trist på mig, men siger så, at det skulle jeg måske. Han følger mig ud til døren og kysser mig kort på kinden før han siger farvel.

Hele vejen hjem er jeg i en trancelignende tilstand. Og vel indenfor døren smutter jeg hurtigt ind på mit værelse, for ikke at blive udspurgt af Sanne. Jeg lægger mig på sengen med alt tøjet på, og stirrer op i loftet.

Sanne banker på for at høre om jeg vil have noget at spise, men jeg siger at jeg bare vil sove.

Jeg falder dog ikke i søvn, ligger bare og tænker og tænker og tænker.

En følelse af uretfærdighed arbejder sig op indeni mig. Hvorfor min kæreste? Jeg har aldrig hørt om noget lignende før, og føler mig meget uforberedt på at skulle håndtere det. Jeg spekulerer over hvad han forventer af mig. Han sagde jo, at jeg ikke behøvede at blive en del af det, men når han fortalte det, så ville han vel gerne have… Have hvad? Tårer fylder mine øjne, selvom jeg kæmper indædt imod. Jeg troede at jeg var et åbent menneske, der var ligeglad med folks seksualitet, hudfarve og politiske orientering. Alligevel vækker Benjamins afsløring hidtil ukendte følelser i mig. Væmmelse især, fordi det er mærkeligt og noget jeg ikke kender til, en side af sig selv han har holdt hemmelig for mig. Hvis han har kunnet skjule det, hvad har han så ellers holdt skjult for mig? 1000 spørgsmål vælter op i mit hoved. Mine øjne flyder over af tårer og her, klokken halv fire om natten, præsterer jeg for første gang siden jeg var lille, at græde mig selv i søvn.

Næste morgen stikker Sanne hovedet ind til mig og starter på et frisk ’godmorgen’, men stopper midtvejs og går hen til min seng, for at føle mig på panden.

”Du har det da vist ikke godt, lillesøster”, siger hun mildt og beder mig sove videre.

Da jeg vågner igen senere, kan jeg ikke høre hende i lejligheden og da jeg trasker ud på badeværelset går det op for  mig, at hun er taget afsted på arbejde for længst, og at klokken er halv et om eftermiddagen. Jeg sukker dybt, og håber at jeg ikke havde nogle vigtige aftaler i dag.

Sanne har hængt en seddel på køleskabsdøren og skriver at jeg skal blive i min seng. Lige så snart jeg har fået noget at spise følger jeg hendes opfordring og kravler tilbage under dynen.

Jeg har måske sovet, måske bare lukket øjnene, men jeg vender mig brat i sengen, da min mobiltelefon ringer.

”Hallo?” kvækker jeg ned i røret.

”Hej Babe, hvor er du henne?” spørger Benjamin bekymret, ”du lyder ikke som om du har det så godt?”

Hvor vover han at stille sådan nogle dagligdags spørgsmål, når det er alt andet end dagligdags spørgsmål jeg har i mit hoved?

”Jeg har det ikke så godt”, mumler jeg, ”jeg ligger i sengen.”

”Skal jeg komme over og lave noget te til dig?” han lyder bekymret og jeg overvejer det kort, men takker så nej, og siger, at jeg bare skal have ro til at sove.

”Okay”, der er skuffelse i hans stemme, men jeg ignorerer det og siger farvel.

Indtil Sanne kommer hjem ligger jeg bare i sengen og tænker. Forsøger at holde rede på mine tanker.

Jeg elsker ham jo; jeg kan da ikke lade dette komme imellem os… Han kan holde det for sig selv og ikke lade mig vide mere om det, han gør ingen ondt, det er bare noget han hygger sig med for sig selv… Alligevel gør det ondt indeni mig. Det er jo noget ved ham, som jeg ikke kan forstå og ikke umiddelbart forlige mig med.

Men det at han har valgt at fortælle mig om det, gør mig alligevel i lidt bedre humør. Det kan ikke være noget han vælger at fortælle til hvem som helst, og nu valgte han at betro sig til mig. Jeg må virkelig betyde noget særligt for ham…

Somme tider græder jeg lidt, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stille op, men nogle gange lykkes det mig at se lidt fortrøstningsfuldt på det hele. Det sidste sker dog kun en enkelt gang eller to.

Jeg hører Sannes nøgle i låsen og kort efter banker det på min dør. Hun stikker hovedet indenfor.

”Hvordan går det med dig?”

Jeg nikker, men ryster så på hovedet, rynker panden og trækker til sidst på skuldrene. Hun går helt hen til mig og mærker mig på panden igen.

”Jeg tror det var godt at du blev hjemme i seng. Jeg tror du har feber, stakkels Julle”, hun smiler skævt og aer mig henover panden. ”Jeg går ud og laver noget suppe til dig, for jeg har desværre en aftale i aften.”

Jeg nikker.

”Skal jeg ikke ringe til Benjamin og høre om han har lyst til at komme over og tage sig lidt af dig?”

jeg ryster kraftigt på hovedet og mærker tårerne springe frem i øjnene. Sanne ser dem selvfølgelig straks, selvom jeg prøver at skjule dem.

”Hvad er der galt? Har I været oppe at skændes?”

Jeg ryster på hovedet og lægger mit hoved i hendes skød, ude af stand til at standse hulkene. Hun knuger mig tæt ind til sig, ligesom vores mor ville have gjort det.

”Så så Julle… Hvad er der galt?”

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg kan ikke fortælle dig om det.”

Hun stiller ikke flere spørgsmål, sidder bare og vugger mig blidt og lader mig græde ud. Da jeg ikke har flere tårer tilbage rejser hun sig og ringer og aflyser sin aftale. Resten af aftenen nusser hun omkring mig, prøver at holde mit humør oppe. Jeg smiler for hendes skyld, men indeni mig er der stadig noget galt.

De næste par dage ligger jeg i sengen. Jeg har feber og ondt i halsen, kan slet ikke overskue at røre på mig. Mine tanker er i kaos, fordi jeg ikke kan koncentrere mig om én tanke af gangen og konstant svæver ind og ud af søvnen. Benjamin sender et par beskeder, men jeg orker ikke at svare på dem.

Et par dage efter Benjamins og min samtale vågner jeg, og føler mig nogenlunde klar i hovedet. Jeg går i bad for at klare yderligere op, og sætter mig så ind foran computeren. På nettet søger jeg under bleer og ryger naturligvis ind på nogle mor-barn sider, men finder til sidst hvad jeg leder efter. Jeg læser alt jeg kan holde ud, men bliver nødt til at slukke for computeren ret hurtigt, fordi jeg har svært ved at kapere alle informationerne. Som jeg sidder ganske stille og tænker, går det op for mig, at det jeg overhovedet ikke kendte til for en uge siden, tilsyneladende slet ikke er ualmindeligt.

Selvom jeg ikke lovede ikke at sige det videre, føler jeg ikke at jeg kan bryde Benjamins tillid, ved at tale med Sanne om det, men jeg føler også at jeg har behov for at tale om det med en eller anden. Jeg rejser mig og går et par gange rundt om mig selv, da jeg pludselig farer sammen, ved dørklokkens kimen.

Jeg ser ned af mig selv og synes jeg ser nogenlunde respektabel ud, kører en hånd igennem mit hår og går ud og åbner døren.

”Hej, kommer jeg til ulejlighed?” Benjamin står og tripper lidt, sikkert usikker på, om jeg vil afvise ham, men jeg lader ham komme ind. ”Du ser ud som om du er ved at blive lidt friskere?” siger han forsigtigt, men giver mig så et kæmpeknus.

Jeg knuger ham så hårdt jeg overhovedet kan, til mine arme gør ondt og jeg hvisker i hans øre at jeg elsker ham, hvorefter jeg begynder at græde.

”Åh, jeg elsker også dig Babe”, hvisker han og vi holder om hinanden i en evighed.

Da mine tårer hører op trækker jeg ham med ind i stuen, hvor vi sætter os. Vi har stadig armene om hinanden og lidt akavet fisker Benjamin en pose halstabletter frem fra en lomme.

”Jeg tænkte at du måske havde brug for dem”, han hiver en plade chokolade frem fra inderlommen af sin jakke, ”jeg er bange for at den smeltede mens vi holdt om hinanden”, siger han bekymret og chokoladen er ganske rigtig temmelig slatten. Jeg kan ikke lade være med at grine og kort efter griner Benjamin med.

Vi sidder længe og holder om hinanden, uden behov for at sige noget. Jeg nyder at mærke hans varme krop mod min egen, der hurtigt bliver kold, som følge af sygdommen.

”Jeg har savnet dig”, siger han og jeg nikker, ”hvordan har du det?” Jeg ved at han ikke spørger til mit helbred, og trækker på skuldrene.

”Jeg ved det ikke rigtig. Jeg synes det er lidt svært at forlige sig med…” Han nikker, og siger at jeg skal tage det stille og roligt, at jeg ikke må forsøge at tvinge mig selv til at godtage noget, jeg ikke kan, at jeg skal være ærlig overfor ham og ikke mindst mig selv, at han kun vil hvad der er bedst for mig.

Det er betryggende at høre ham sige de ord, men da han spørger om jeg har lyst til at tale om det, svarer jeg nej.

”Ikke nu, Bob. Jeg kan bare ikke mere lige nu. Der er sket alt for meget her på det sidste, jeg må have lidt mere tid.” Han lover mig al den tid jeg har brug for, mens jeg hviler mit hoved mod hans skulder, og senere falder i søvn.

Da jeg vågner ligger jeg i min egen seng, og jeg kan høre Sanne og Benjamin tale sammen et andet sted. Jeg lister stille ud af sengen og hen til døren, der står på klem. Forsigtigt skubber jeg den op og følger lyden af deres stemmer.

”…din skyld?” jeg hører kun det sidste af Sannes sætning.

”Ja, det tror jeg. Det var ikke min mening, jeg tror bare jeg gav hende en ordentlig forskrækkelse, som må have svækket hendes immunforsvar eller noget.”

”Forskrækkelse?” Jeg kan høre nysgerrigheden i hendes stemme, men kun fordi jeg kender hende så godt som jeg gør.

”Har hun nævnt noget om det?” Benjamin lyder ængstelig og skjuler det ikke nær så godt som Sanne skjuler sin nysgerrighed.

”Nej, hun sagde at hun ikke kunne sige noget”, Sanne tøver, ”men hvis du nogensinde gør hende ondt…” tonen i hendes stemme overrasker mig, den stemme der ellers er så blid, er pludselig hård som stål.

”Det kunne aldrig falde mig ind at gøre hende ondt. Jeg… Jeg elsker hende jo…” for kun anden gang i mit liv hører jeg ham sige de ord, og tårerne vælder op i mine øjne. Hurtigt tilbagelægger jeg strækningen tilbage til min seng og lægger mig op i den, med lukkede øjne.

Der går ikke mange minutter før jeg hører døren knirke svagt, og Benjamin træder ind.

”Sover du?”

Et par dage senere ligger jeg i Benjamins seng. Hans har puttet sig tæt ind til mig og sover tungt, men jeg kan ikke falde i søvn, og ligger og kigger op i loftet; og tænker.

Jeg har svært ved at holde styr på mine egne følelser. Hvis vi ser en reklame for bleer, stivner jeg fuldstændig, mens benjamin lader som ingenting. Måske tænker han ikke over det, men jeg er uhyggeligt bevidst om det. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal reagere i sådan nogle situationer. Jeg ville ønske der var nogen jeg kunne tale med… Nogen der virkelig ville forstå mig, og komme med en masse gode råd. Samtidig føler jeg mig meget dum; dum fordi jeg føler jeg burde godtage ham, som han er, og den ting der sidder indeni mig og holder tilbage, burde ikke være der. Jeg har nærmest opgivet at forstå mine egne bevæggrunde. Og jeg er kommet i tvivl om hvorvidt Benjamin er glad i vores forhold. Han har sagt, at han gerne ville have a jeg kunne deltage i alt det han ellers kun laver når jeg ikke er her, og jeg vil da også gerne gøre alt sammen med ham, men jeg kan ikke. Jeg føler mig ikke god nok til ham, føler at jeg skuffer ham, hver gang jeg går i stå, som når vi ser reklamer. Jeg ville ønske jeg var anderledes, og kunne forstå ham.

Benjamin og jeg er til familiefødselsdag hos min moster. Vi sidder i sofaen og hygger os, mens vi taler med mine forældre. Benjamin ved ikke, at jeg har taget en ble på og jeg fryder mig over tanken om når han opdager det. Vi har siddet der længe, og jeg glemte at gå på toilettet inden vi gik hjemmefra. Jeg håber ikke at nogen bemærker den svage rislende lyd, der kommer fra mine bukser, men så mærker jeg at bleen svulmer op. Jeg havde ikke troet at den kunne gøre sådan noget, men den bliver ved med at svulme, indtil knappen i mine bukser springer. Jeg rejser mig desperat for at løbe ud på toilettet, men når kun lige op at stå, og så falder mine bukser ned. Hele familien gisper efter vejret og Benjamin stirrer bare på mig.

”Hvad er du for et pattebarn?” snerrer han af mig, og jeg kan mærke tårerne vælde op i mine øjne. Min mor fnyser, og siger at det var da utroligt som jeg ter mig, mens min moster skriger af grin. Min søster begynder at græde. Jeg har vil at skrige, men der kommer ikke en lyd over mine læber. Jeg vil flygte, men døren er spærret. Min hjerne gør ondt og jeg falder, falder, falder…

Med et sæt sidder jeg oprejst i sengen. Et skrig stikker i min hals og tårerne presser sig på, men jeg bekæmper det. Sveden hagler af min krop og jeg ryster uden at kunne holde op. Benjamin ligger stadig helt krøbet sammen ved siden af mig, og er tilsyneladende uberørt af min pludselige opvågnen. Jeg tager en dyb indånding og lægger mig atter ned. Stadig rystende, lægger jeg mig helt ind til Benjamin, som i søvne lægger en arm om mit liv. Jeg falder forbløffende hurtigt i søvn igen.

Om morgenen rækker Benjamin ud og slukker vækkeuret.

”Har du sovet godt?” spørger han. Jeg mumler bare, stadig halvt i søvne..

”Det var godt”, siger han, og hopper ud af sengen, morgenfrisk som altid. Han husker mig på, at han skal ud og hjælpe en bekendt med at samle et skab fra Ikea, og spørger om jeg ikke vil med. Jeg ser kort på ham og vender mig om på den anden side.

”Sovedyr”, ler han og aer mig over håret, før han drøner ud i bad og snart ud af døren.

Jeg falder dog ikke i søvn igen, men ligger bare og venter på, at han skal gå. Derefter står jeg op, og leder hele hans lejlighed igennem. Jeg finder bleerne og de andre baby-ting han har, allerøverst på en hylde i hans garderobeskab.

Jeg tager en ble og sætter mig over på hans seng, efter at have sikret mig, at jeg ikke har efterladt spor af min færden. Jeg stirrer kritisk på bleen, og kan næsten ikke få mig selv til at røre den igen, efter at have lagt den fra mig på sengen. Efter et par minutter genvinder jeg dog modet og holder den op foran mig, studerer den. Den ligner en helt almindelig ble, bortset fra størrelsen. Længe sidder jeg bare og studerer den fra alle vinkler, og ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med mig selv.

Pludselig tager fanden ved mig, og jeg rejser mig og går ud på badeværelset, hvor jeg smider natbukserne. Et øjeblik betragter jeg mine underbukser, men beslutter mig for at beholde dem på. Forsigtigt trækker jeg bleen op, tøver ved knæene, men så helt op. Herefter står jeg helt stille, vover ikke at se på mit eget spejlbillede. Ganske, ganske langsomt løfter jeg blikket, og ser mine egne tæer i spejlet, lidt længere, og så ser jeg mine knæ, og der er lårene. Jeg tøver atter, men løfter så blikket helt.

Hold da op, hvor ser jeg fjollet ud! Mens jeg længe står og ser på mig selv i spejlet, går det op for mig, at bleen er ganske blød og egentlig ikke ubehagelig at have på, som jeg nok havde ventet. Den sidder ganske vist lidt løst, fordi Benjamin er en del større end mig, ,men den sidder alligevel nogenlunde fast. Jeg vender ryggen til spejlet, og morer mig over synet af min bagdel, der må være vokset med en hel buksestørrelse. Da jeg forsøger, kan jeg dog sagtens trække mine natbukser op over. Jeg går ud fra badeværelset, let irriteret over ikke at kunne gå med benene så samlet som jeg plejer at gøre. Men da jeg har øst cornflakes op på en tallerken og sætter mig på en stol, påskønner jeg, at den ikke er nær så hård at sidde på, som den plejer at være.

Selvom benjamin nok vil være væk et godt stykke tid endnu, går jeg ud på badeværelset igen, da jeg har spist færdig. Jeg tager bleen af, og smider den hurtigt ud i affaldsskakten i køkkenet.

Jeg ånder dybt ind og ranker ryggen, lidt stolt over min egen eventyrlyst, og så kan jeg ikke lade være med at grine.

De næste mange dage tilbringer jeg næsten uafbrudt med Benjamin, vi har nemlig begge ferie og Sanne er ude og rejse med nogle veninder. Vi laver ikke det store, men nyder bare hinandens selskab og hygger os. Der kommer dog nogle stunder, hvor jeg kan se at han får et alvorligt blik i øjnene, som om han skal til at sige noget, men jeg når stort set hver gang at afværge ham, ved at sige eller gøre noget fjollet eller bare lede hans opmærksomhed over på noget andet.

En enkelt gang når han dog at spørge mig, om hvad jeg mon vil synes om, at han går ud og tager en ble på; et spørgsmål jeg først overvejer at lade som om jeg ikke har hørt, men i stedet affejer hårdt og brutalt, og derefter føler mig såret resten af dagen. Jeg føler at han burde vide, at jeg overhovedet ikke er klar til sådan noget, men da han spørger mig hvad der er galt, siger jeg bare at der da ikke er noget galt. Jeg kan ikke fortælle ham at jeg kunne mærke det vende sig i min mave, idet han udtalte ordene, og at jeg var nødt til at bide mig hårdt i tungen for ikke at vise min sårethed. Og egentlig synes jeg at jeg opfører mig åndssvagt, men jeg formår ikke at gøre det anderledes; hvilket bare gør mig endnu mere utilpas ved emnet.

En aften hvor vi sidder i sofaen og ser en halvdårlig film, opdager jeg dog ikke hans pludselige alvorlighed før det er for sent.

”Babe…”, starter han og det giver uvilkårligt et sæt i mig, ”hvad siger du til at vi taler om det nu?”

”Hvad mener du?” spørger jeg i mit mest uskyldige tonefald.

”Du ved godt hvad jeg mener, for du har snoet dig udenom hver eneste gang jeg har forsøgt at tage emnet op, men vi bliver nødt til at tale om det.”

Pludselig mærker jeg vreden skyde op i mig, selvom jeg ikke er helt sikker på hvorfor:

”Hvorfor? Hvorfor bliver vi nødt til at tale om det? Du har selv sagt, at hvis jeg ikke vil høre om det, så skal jeg blive fri! Hvorfor prøver du så hele tiden til at få mig involveret i en samtale om det?”

Han ser chokeret på mig.

”Undskyld”, siger han lidt indigneret og ryster så lidt på hovedet, ”jeg tror vi er nødt til at tale om det, for jeg kan mærke at du går og holder inde på en hel masse; du er ikke rigtig dig selv, som om der er noget der nager dig, og det kræver ikke en professor for at regne ud hvad det kan være.”

Jeg bider tænderne sammen og ser ned på mine hænder.

Der er ikke noget galt”, siger jeg mellem de sammenbidte tænder, men jeg ved at det er løgn.

”Vær nu sød at tale med mig, babe”, siger han i sit mest tålmodige tonefald, mens han rækker en hånd ud efter min. Jeg lader ham tage hånden, men reagerer ikke på hans ord.

”Kom nu, vær nu sød”, presser han, hvilket bare gør mig endnu mere vred.

”Så lad mig dog være!” Hvæser jeg ad ham, og han farer tilbage, som om jeg havde slået ham, men straks efter er han over mig igen:

”Nej jeg vil ej! Du må du tale til mig og fortælle mig hvad der er galt, jeg bliver jo ikke klogere af de ting du siger i øjeblikket. Hvorfor vil du ikke tale om det?”

Pludselig bryder alle mine forsvarsværker ned og tårerne begynder at løbe. Benjamin lægger sine arme beskyttende omkring mig, trækker mig ind til sig og vugger mig ganske stille frem og tilbage.

”Rolig babe, rolig nu…”

Mellem snøft og tårer får jeg presset ordene frem.

”Jeg kan ikke gøre for det, men hver gang du begynder at tale om det, slår det klik oppe i mit hoved. Jeg ved ikke hvorfor, men der er en lille stemme deroppe, som siger at jeg ikke skal stå model til den slags, at du er helt vildt langt ude…” ordene snubler over hinanden nu, ”det er ikke nemt for mig at skulle forlige mig med tanken om at du er… anderledes… forstår du det? Hver gang jeg tænker på det, er en af mine første tanker: ’hvorfor lige min kæreste?’ Og selv om jeg så i korte perioder kan overbevise mig selv om, at det faktisk ikke er så slemt, at jeg sagtens kan leve med det, så går det hurtigt den anden vej, og jeg bliver sikker på, at det aldrig vil gå. Det er som om mine tanker gør oprør mod sig selv… Jeg kan ikke forklare det…” jeg sukker og tørrer øjnene af i min bluse.

”Hvorfor har du ikke nævnt det noget før? Du kan da ikke gå og holde al det inde i dig selv”, Benjamin ser bekymret på mig, men holder stadig godt fast om mig.

”Det… Jeg…”, jeg tager en dyb indånding, ”jeg ville ikke gøre dig ked af det eller sur, men det er du sikkert blevet nu, i hvert fald skuffet over mig, og jeg kan godt forstå det. Det er dumt at jeg opfører mig så hysterisk over det…”

Benjamin stopper min ordstrøm.

”Jeg er hverken sur eller skuffet, og du opfører dig ikke hysterisk. Jeg ville bare ønske at du havde fortalt mig det noget før; jeg kunne aldrig drømme om at presse dig til noget du ikke har lyst til… I hvert fald ikke hvis jeg vidst at det var noget du ikke havde lyst til.”

”Jamen”, mine tårer løber igen,” jeg ville bare… Jeg er så skide bange for at du går fra mig, når det går op for dig, at jeg ikke kan… Ikke kan klare det med dine bleer.”

Han løfter mit ansigt så vi ser hinanden i øjnene. Hans udtryk er meget overrasket, men også lidt trist, og jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke det. Til sidst må jeg sænke mit blik igen.

”Babe… hvor skal jeg dog starte? Jeg vil ikke gå fra dig, til gengæld har jeg været skræmt fra vid og sans ved tanken om, at du, når du har tænkt tingene igennem, beslutter dig for at du ikke vil kunne holde ud at være sammen med mig.”

”Hvad mener du?” Jeg stirrer på ham af bar overraskelse.

”Har du ikke en eneste gang overvejet at gå fra mig?”

Jeg skal til at svare et meget overbevisende nej, men må så tilstå over for mig selv, at tanken har strejfet mig. Han tolker min tavshed som et ’jo’ og fortsætter:

”Men jeg er glad for at du stadig er hos mig; og jeg vil være glad lige så længe du er det, selvom jeg godt kan forstå hvis du ikke føler at du kan. Jeg håber bare at jeg kan få dig overbevist om at jeg stadig er den samme person, at jeg bare har fået tilføjet et ekstra aspekt… Jeg er ked af det hvis du har oplevet mine forsøg på at få en samtale i gang om det, som et pres, for det har bestemt ikke været min mening, jeg tror bare at det vil blive en smule lettere for dig, hvis vi taler om det,” han stopper op.

Jeg nikker stille, og indser at han sikkert har ret, men samtidig tvivler jeg også på at det vil blive lettere for mig. Jeg har stadig meget store betænkeligheder ved det hele, bortset fra at jeg er helt sikker på, at jeg vil være sammen med Benjamin.

Længe sidder vi bare og holder om hinanden, mens ingen af os ved hvordan vi skal gå videre herfra. Til sidst tager Benjamin ordet:

”Jeg håber selvfølgelig at du en dag vil kunne se det fra min side, men hvis det ikke sker, så er det også helt okay. Fra nu af må vi tage tingene helt i dit tempo; du må tage initiativet hvis der skal ske noget videre, okay?”

Jeg smiler: ”Okay. Jeg skal nok prøve, men jeg tør ikke love noget, bortset fra, at jeg vil forsøge at arbejde med det.”

Benjamin smiler også og giver mig et knus. Han siger noget, men det drukner i omfavnelsen, så jeg beder ham gentage.

”Jeg elsker dig”, hvisker han.

Slut - send en kommentar